Sejr i Horsens

Formidabel indsats fra kaninerne

Image
BASKETLIGAEN: Fredagens aftenkamp i Horsens var med ny assist coach for Svendborg Rabbits da Nico havde forladt mandskabet og var rejst tilbage til Argentina. Ny mand ved siden af cheftræner Mads Andersen er således Alex Arias der er kommet fra Smilets By. Om det var Alex’ tilstedeværelse eller Mads’ indflydelse på holdet som cheftræner, skal være usagt. Faktum var at kaninerne ydede noget man ikke tidligere har set i sæsonen. Der blev fightet og spillet flot bold, især var angrebsspillet steget et par grader og 102 points mod HIC er ikke hverdagskost. Det blev til en flot udebanesejr mod et af de hold der må forventes at tage en semifinaleplads. 98-102 efter perioderne: 16-27, 27-29, 20-20 og 33-28. Altså en rigtig god 1. periode gjorde udslaget. Rabbits spillede dog sæsonens flotteste kamp og har tanket godt med selvtillid inden slutspillet.

God første halvleg

Første periode startede lidt trægt, ingen scoringer i de første par minutter men så skete der også noget i resten af kampen. Rabbits spillede godt. Bolden blev afleveret godt rundt og den frie mand blev gang på gang fundet, hvad enten det var på trepointslinjen eller under kurven. HIC kom foran med 4 men kaninerne slog hurtigt retur og især kaptajn Bynum spillede en rigtig flot kamp. Mr. Smith skal også fremhæves og så viste Jermaine Marrov noget af det der har gjort at Rabbits har hentet ham sent i sæsonen. Det er ikke smart eller flashy men utroligt effektivt. 10 points fra Marrov i 1. periode men hele holdet skal fremhæves for alle ydede en rigtig flot indsats. Rabbits slog igen og fortsatte effektivt spil. Angrebsspillet skal fremhæves selv om indsatsen i forsvaret, man sad med en fornemmelse af at HIC fik rigtig mange 2. og 3. chancer men stats’ne viser noget andet.

Svendborg med +11 efter 1. periode. Alt tyede på en meget spændende kamp, hvilket også holdt stik. 2. periode blev næste helt lige og HIC steppede gevaldigt op især angrebsmæssigt. Chris Lykes ramte svære skud langt udefra og var kilde til evig uro. Han var svær at styre, også for cheftræner Varga, der måtte bænke Lykes for at holde ham ude af fejlproblemer. Rabbits fortsatte den gode stime fra 1. periode og Whitfield viste her sin høje klasse med 10 gode points. Hver gang HIC kom lidt tætter på slog netop Whitfield igen. Men hele holdet skal igen fremhæves og det var faktisk den største bedrift fra cheftræner Andersen. Det er lykkedes for Mads at binde holdet sammen og fungere som en helstøbt faktor. Netop holdspillet som Svendborg Rabbits har haft som en af grundstenene i sit DNA er igen dukket frem efter Mads har overtaget dirigentstokken. Det kan bære holdet langt hvis det kan fastholdes. De individualister holdet også har kan måske også gøre at Rabbits kan nå målet om en semifinale.

Ved pausen var Rabbits foran med 9, 45-54. Intet var afgjort. HIC fik bragt flere spillere med i scoringsprocessen og den tidligere kanin, Leonardo Carlino viste gode takter som han har gjort gennem hele sæsonen. Også HIC’s nye spiller, Christian Keeling fik vist sig frem. Det var faktisk kun veteranen Vedran Borovcanin der var lidt ude af rytme, han sluttede kampen for ham noget uvant med kun 4 points og en decideret off-dag. Heldigt for Rabbits for hvor tit har netop Vedran ikke været den helt afgørende faktor?

2. halvleg bliver en lige affære

Efter pausen fortsatte den helt lige kamp. Svendborg kom igen lidt sloppy ud og der gik over 2 minutter inden første scoring kom fra kaninerne. Inden da havde HIC hentet føringen og kampen var helt lige ved 54-54. Momentum lå hos hjemmeholdet der tromlede kaninerne baglæns ud af hallen i den periode.

Så vågnede Rabbits. Mr. Smith vækkede Rabbits. Et par gode skud og et par gode dunks. Whitfield havde i samme periode tre turnovers og det gjorde angrebsspillet svært for Rabbits. Der blev lavet en masse fejl og kampen var relativ fattig på scoringer midt i perioden. Marrov og Whitfield kom i gang igen og Rabbits fik igen brudt HIC’s stime. Svendborg kravlede igen foran, de 9 points forspring ved pausen dukkede igen op, 65-74 inden de sidste 10 minutter og Chris Lykes med 4 personlige fejl. Dommerne havde advaret Lykes om at sparke ud efter modspillerne i forbindelse med afvikling af hans meget lange trepointsskud. Det tog Lykes ikke til sig og det kom til at koste.

Fra sidste periodes start stod der Jared Chatham på alt. 7 points på halvandet minut og stillingen var igen lige 77-77. Anton Harboe der har siddet ude længe med en brækket hånd satte en treer efterfulgt af endnu en fra Whitfield, Svendborgs bomstærke mand Tope igen meget solid og så var Rabbits igen foran. HIC slog dog igen og kom foran ved 85-84 efter en lidt turbulent periode hvor nogle dommerkendelser virkede lidt forvirrende på spillerne. Faktum var dog at Rabbits igen igen formåede at kæmpe sig foran ikke mindst pga. en formidable præstation af kaptajn Bynum. Han tilkæmpede sig rigtig mange straffekast, hvilket Rabbits dog gjorde i de sidste minutter af kampen. 15 straffekast på de sidste 4 minutter og de 14 blev omsat til points af forskellige spillere. Det afgjorde kampen. Også det faktum, at Chris Lykes endnu engang sparkede ud efter en modspiller efter et trepointsskud og så var det farvel til ham netop i Crunch-time hvor der kunne være allermest brug for hans skud.

Sejr efter sublim indsats

Rabbits vinder efter en sublim indsats. Det momentum skal holdes så er der næsten med garanti en semifinaleplads i hus. Det ser dog en smule svært ud da mange kampe er smidt og pointmæssigt er Rabbits meget bagud. Points bliver jo taget med over i slutspillet og her er Rabbits bagefter med 8.

Slutspillet venter lige om hjørnet. Sidste kamp i grundspillet er på onsdag mod netop en slutspilsdeltager, nemlig BMS.Herlev der har 2 points mere end kaninerne. Et meget spændende opgør starter onsdag kl. 19 i Rise Sparekasse Arena.

Kampens topscorer

For Rabbits blev topscoreværdigheden i dag tildelt en meget flot spillende Devin Whitfield med 28 points og 9 rebounds, Mr Smith havde 24 points og 13 rebounds !!, kaptajn Brantley Bynum havde 21 points og 13 til Jermaine Marrov. Svendborg skød 25 straffekast gennem hele kampen og scorede på 23. Hele holdet skal fremhæves for en formidabel indsats.

For HIC blev topscorer igen Chris Lykes med 24 og 9 assists, 17 til den tidligere kanin Leonardo Carlino, 14 til Jared Chatham, 12 til Gustav Suhr-Jessen og 11 til den nye mand Christian Keeling.

Kampens stats kan findes her: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/DBBF/2119592/