Rabbits vinder sæsonens sidste hjemmekamp

SÆSONENS STØRSTE SKALP - HVILKET DRAMA

Image

BASKETLIGAEN: Denne sæsons sidste hjemmekamp i kaninhulen blev en man sent glemmer. Der var drama for alle pengene og rigtig god underholdning for de mange fremmødte. Begivenheden startede med sponsorcykelløb, hvor Svendborg Rabbits efter stort forarbejde tjente sponsorpenge til holdet. Det blev til 220.000 kr. for en halv times hårdt arbejde for de 8 cykelryttere og et flot arrangement med mange spisende sponsorer.

Inden kampstart var der blomster til Bakken Bears anfører Morten Sahlertz der har bekendtgjort at denne sæson er hans sidste for bjørnebanden. Her mister Bakken Bears et sandt klubikon og en rigtig god kammerat og holdspiller. En svær arv at løfte.

Desuden blomster til Rune Ressel Larsen der havde sin sidste kamp i kaninhulen da Rune som bekendt i basketkredse også stopper ved udgangen af denne sæson. Tak til Rune for rigtig mange år som topdommer.

Og så havde vores allesammens basketmor Karin Olsen også fødselsdag, hvilket også blev fejret på behørig vis.

Basketkampen blev en meget spændende en af slagsen. Kampen var tæt, især i sidste periode, og indtil da havde kaninerne ført gennem hele kampen. Det blev til en højest overraskende hjemmesejr, 83-82, efter perioderne 31-19 !!, 18-24, 19-22 og 15-17.

OVERBEVISENDE 1Q AF KANINERNE.

Bakken Bears var måske ikke rigtigt kommet ud af den flotte bus fra Århus inden kaninerne angreb bjørnen. Svendborg Rabbits gav den fuld pedal fra kampstart og kom efter et par lige minutter ved kampstart, godt i gang. Rabbits rykkede fra 6-7 til 22-12. Bakken var slet ikke i gear, hvorimod kaninernes angrebsspil fungerede rigtig godt. Der var fart og tempo over hele banen og 22-12 blev vekslet til 31-19 som slut på 1. periode. En time-out efter godt 6 minutter hjalp ikke Bakken Bears for Svendborg var meget mere klar til kamp.

Ingen tvivl om, at Anders Sommer havde talt med store bogstaver i 1. pause og det hjalp da også bjørnebanden der fik stabiliseret forsvaret noget og begyndte at ramme på skuddene udefra. Midt i periode var afstanden som ventet formindsket og Bakken Bears kun bagefter med 5.

Svendborg lavede hurtigt om på det med gode points fra flere spillere og kom på 3 minutter igen foran med 12. Omar Shiddo tog ulovlige midler i brug for at stoppe Darko Jukic og det takserede dommerne til en usportslig fejl. Lige efter mente cheftræner Mads Andersen at en time-out måtte kunne bringe lidt mere stabilitet ind i kaninernes spil.

Det var dog Bakken Bears der profiterede mest af Svendborgs time-out da de kunne slippe 1. halvleg bedst og gå til den store pause kun bagud med 6, 49-43. Absolut intet var afgjort endnu.

I ANDEN HALVLEG KOM DET VENTEDE DRAMA

Stillingen bølgede frem og tilbage i starten af 3. Bakken Bears kom bedst ud fra pausen og fik ret hurtigt og ubesværet reduceret føringen, hvorefter Svendborg igen slog retur og igen kom foran med 10, 57-47. Herefter skruede Bakken Bears på temposkruen og fik dygtigt Svendborg til at spille noget der lignede panikbold. Håbløse afslutninger blev holdet tvunget til og de ramte intet. Bakken Bears udnyttede panikken hos hjemmeholdet og sneg sig stille og roligt ind på kaninerne. Darko Jukic bragte for første gang siden kampstart Bakken Bears i front, 59-60 med et meget kraftfuldt dunk ovenpå et steal. Slutningen på 3. periode blev dramatisk. Bakken førte 64-65 men Rabbits kæmpede videre og kunne noget dygtigt smide de sidste points i kurven og komme ud af 3. periode med en lille margen i plus, 68-65 inden de sidste 10 minutter. Bakken Bears indgav protest over det holdet mente var forkert start af kampuret men dommerne var ikke i tvivl om at de havde truffet den rigtige afgørelse. Altså Svendborg i front inden de sidste 10 minutter der skulle blive helt vanvittig spændende.

Kampen bølgede frem og tilbage og føringen skiftede mange gange. Hver gang Bakken Bears kom foran troede publikum at de nu skulle sikre den så vigtige sejr og 1. pladsen i slutspillet. Svendborg ville det anderledes og kæmpede som vanvittige. Smed sig efter alle bolde og gav aldrig op. Med 4 minutter tilbage af kampen var forskellen +4 i Bakkens favør men igen slog kaninerne til. Kaptajn Bynum satte en meget vigtig treer ved stillingen 74-78 og da Anthon Harboe og Kentwan Smith fulgte op var kaninerne ikke bagud mere i den kamp. Det var dog helt lige til slut og Bynums straffekast pga. holdfejl til slut skulle vise sig at blive helt afgørende. Det var desværre kun det ene der blev omsat, men det var lige akkurat nok til at sikre kaninerne sæsonens sidste sejr på hjemmebane. Noget af en overraskelse ikke mindst for Bakken Bears der nu har brug for to sejre i de sidste to kampe, den ene mod BMS Herlev og den sidste mod kaninerne i Århus.

KAMPENS SPILLERE OG NÆSTE KAMP

For Svendborg Rabbits spillede Brantley Bynum igen en meget flot kamp. Han scorede 18, det samme som Jermaine Marrov, 15 til Kentwan Smith og 12 til Whitfield. Shiddo havde 9.

Bakken Bears havde bedste mand i Childs med 17, 13 til Darko Jukic, 11 til Bowlin og til Ryan Evans. 10 points til Skyler Flatten.

Vil du nærlæse stats kan det gøres her: STATS RABBITS VS BEARS 

Rabbits har næste kamp mandag den 17. april i Århus netop mod dagens modstander.