KALLE KAN VIRKELIG BRÆNDE VARM!
SVENDBORG: Halmand Tim Aaberg skifter utrolig ofte nettet på vores kurve i hallen og nu kan det være han får endnu mere travlt med det. I går præsenterede vi Kalle Lynggaard Dyrholm som ny spiller i Rabbits, og det er en spiller der har sin styrke bag 3-pointslinjen.
”Jeg har oplevet det en del gange før … Kalle kan virkelig brænde varm! Når han først finder ind i zonen, så går det virkelig stærkt. Det er et element som vi skal videreudvikle og få dygtiggjort, så han også på dette niveau kan ende med at være en specialist.” – fortæller Head Coach Mads Andersen.
Kalle kommer til klubben på en 3-årig aftale, hvor han udover at være fast mand med Rabbits, også har et enkelt år tilbage som U19 og derfor kan spille med vores U19 hold når det passer ind i programmet. En aftale med masser af perspektiv i, og som igen er med til at skub i retningen mod et mere danskpræget hold.
”Det er utrolig vigtigt for os som klub, at vi i vores trup sammensætning får et balanceret mix af erfaring, potentiale og profiler, der kan være med til at løfte os. Det er et vigtigt element i bestræbelserne på at få medaljer til Sydfyn hvert år.” – siger Andersen.
”I Kalle får vi en spiller med et rigtig højt potentiale, som nu kommer ind i et professionelt miljø hvor vi – i samarbejde med Kalle - skal gøre alt hvad vi kan for at løfte ham så højt op som overhovedet muligt. Kalle er utrolig arbejdsom og han brænder for at blive bedre hver dag. Det er en vigtig nøgle i processen.” – slutter Mads Andersen.