Dansk-Finske Ilmari til Svendborg

DANSK/FINSK RUTINE UNDER KURVEN

Image

Svendborg: I går præsenterede vi en stor forstærkning i form af Ilmari Toikkanen, der for første gang i karrieren skal spille udenfor Finland. Han kommer til klubben med både finsk og dansk pas, og er blevet udstyret med en 1+1 aftale.

Ilmari kommer til Svendborg med en masse rutine fra den stærke finske liga, Korisliiga, som er et niveau over den danske Basketliga. Her er det blevet til 116 kampe over de seneste 7 sæsoner, alle sammen for Kouvot, som spiller med helt i toppen af ligaen.

”Det er ikke så tit vi ser spillere tage fra den stærke finske liga og videre til Basketligaen, og slet ikke spillere der har spillet over 100 kampe i Korisliigaen. At vi kan tiltrække en spiller som Ilmari ser jeg som et rigtig vigtigt signal i det projekt vi er i gang med.” – udtaler Head Coach Mads Andersen.

Den 26-årige finne, der i øvrigt har dansk statsborgerskab grundet sin danske familie på hans mors side, er udset til at skulle styrke os under kurven, hvor der har lukkes et hul efter afgangen af David Fischer Hockerup, som skal en tur ud i Europa og spille.

"Først og fremmest er vi rigtig kede af at miste David og samtidig ønsker vi ham held og lykke med hans spændende udlandsophold. At vi kan få en spiller som Ilmari ind og kan udfylde det hul som David efterlader, skaber mere ro i maven på mig” udtaler Mads og fortsætter ”Ilmari kommer til at styrke os defensivt og samtidig bliver han en rigtig vigtig brik i vores offensive spil, hvor hans screeninger og evner i feltet forhåbentlig kommer til at skabe problemer for ligaens øvrige hold.”

Et rigtig stort velkommen til Ilmari! Vi glæder os til at se dig i Rise Sparekasse Arena!