Sejr i Århus

Flot debut og sejr over Bears Academy

Image

BASKETLIGAEN: Efter pokalkamp mod BMS/Herlev hjemme i kaninhulen i lørdags,  var det nu Basketligaen der var tid til at koncentrere sig om for Svendborg Rabbits. Der var kommet en ny kammerat til holdet, hollandske Dylan Van Eyck, forward med den rigtige størrelse og høj basket IQ.

Dylan fik sin debut for kaninerne og det gjorde han fremragende. Kampens spiller og topscorer med 18 points, 10 rebounds 4 assists og fine skudprocenter, alt sammen på kun 21 minutter. Samtidig viste Dylan at han har den forventede basket IQ. og spiller på et godt niveau. En rigtig god signing af direktør Troels Mortensen og cheftræner Mads Andersen.

Kaninerne vandt den forudsete vanskelige udekamp i Århus sikkert. Det blev + 26, 60-86, efter perioderne 14-26, 14-14, 14-24 og 18-22. 2 points mere på kaninernes konto.

Hurtigt ud af starthullet.

Kampen startede godt for Rabbits. En hurtig føring på 0-9 men så gik spillet også i stå eller modstanderholdet vågnede op. Resten af perioden, indtil Dylan kom på banen, var lige. Dylan kom ind og scorede 8 points, havde sikre straffekast, skud og et enkelt dunk. Han gjorde forskellen i slutningen af 1. periode, hvor hans holdkammerater var underlige passive og kun Willis og Andreas Mortensen viste vanlig styrke. Heldigvis var Wright’s indsats i angrebet helt modsat hans indsats i forsvaret, hvor der blev hentet gode rebounds og blokeret skud. Kaninerne sikkert fra land i kampens start, selv om der nok manglede 25 % i ydelse.

Det blev kun tydeliggjort i 2. periode, hvor spillet helt faldt sammen for kaninerne. Intet ville i kurven men forsøgene var i den grad også under vanligt niveau. Efter 2 minutter fik kaptajn Jacob Enevold sat de første points på kontoen på et stærkt dunk i fart mod kurven. Flot scoring men ikke nok til at vække holdkammeraterne.

Det blev en underlig sløv periode, heldigvis blev der ikke vist den helt store angrebslyst fra hjemmeholdet så perioden sluttede helt lige med 14 points til hvert mandskab. Selv om Hamir Wright på det skammeligste tillod sig at brænde 4 straffekast i træk, holdt holdkammeraterne fanen højt. Men så afgjort ikke en periode cheftræner Mads Andersen vil se tilbage på med glæde. Der var rigtig mange punkter der skulle forbedres.

Ny energi efter en lang pause.

Efter den lange pausen kom Rabbits ud med fornyet energi. Der var kommet fart på angrebsspillet og nu flyttede kaninerne bolden fornuftigt rundt i angrebet og den frie mand blev gang på gang fundet. Toikkanen, den store finske center, viste at han godt kan finde kurven. Der var mange flotte angrebsmoves fra ham i dagens kamp. Wright kom også i gang rent angrbedsmæssigt. Først en flot treer og dernæst et dunk og endnu et block, et ud af i alt 3 i kampen. Kaninerne vandt perioden med 10 og kunne inden de sidste 10 minutter, gå ud med en føring på 22 points.

Kampen var afgjort da de meget få i hallen, det var lige før fans’ne fra Svendborg var i overtal i den store basketarena, ikke troede på at akademispillerne kunne vælte kaninerne, Det skete heller ikke, Rabbits vandt også den sidste periode, dog kun med 4, og kampen således med ovenfor nævnte cifre.

Stats.

Dagens bedste, debutanten Dylan Van Eyck, scorede 18 og havde 10 rebounds en flot double-double, Toikkanen havde 15, Willis 13, 11 til Andreas og en double double mere til Wright 10 points og 10 rebounds. Alle Svendborgspillere på banen og igen viste de tre unge, Dada, Gabriel og Kalle kvalitet.

For modstanderholdet scorede Tobias Hemmersam 12 og Magnus Madsen 11.

Stats for kampen læses her: STATS RABBITS AT BEARS ACADEMY

Kommende kampe.

Rabbits kan inden for 48 timer tage imod ligaens bundprop, Amager B.K, lørdag kl. 14.30, forhåbentlig til 2 points mere på kontoen hjemme i Rise Sparekasse Arena.

Academy spiller først næste kamp den 9. december mod Amager hjemme i Århus.